Hvordan påvirker byggematerialer og aktiviteter luftkvaliteten?
Luftens kvalitet afhænger af kildestyrken i form af forurening fra byggematerialer, aktiviteter eller personer og af fortyndingen af forureningen med udluftning og ventilation.
CO2 er en god indikator for forureningen i forlængelse af personbelastningen. Der skal ofte mere avancerede målinger til at bestemme de øvrige kilders betydning. Kemisk analyse kan være nødvendig for at finde ud af om der er for meget formaldehyd eller andre forureninger fra materialerne.
Jeg har særlige kompetencer til at vurdere de mere tungtflygtige forbindelser omfattende blødgørere, flammehæmmere, pesticider og smudsafvisende behandlinger. Phthalater, PCB og PFAS er vigtige kemikaliegrupper i den forbindelse. De kan i nogen grad opfattes som fortidens synder, fordi vi først sent efter deres introduktion i byggeriet er blevet klar over, hvor sundhedsfarlige en del af disse forbindelser er efter længere tids udsættelse for dem i indemiljøet.